Hvad er Myselium og hvorfor er her så sygt fedt?
Myselium er verdens mindste storkollektiv. Grundlagt i 2020 på en gård med 20 tønder land lidt udenfor Svendborg. 12 beboere og flere på vej. Vi vil gerne være mange men ved ikke hvor mange dét er. Vi er åbne for alle aldre, køn, baggrunde, seksuelle orienteringer, etniciteter, abiliteter og nationaliteter når blot vi vil det samme med fællesskabet og kan få det til at fungere i praksis.
Essensen af Myselium er omsorg og aktivisme - at skabe et fællesskab der realiserer nogle stærke værdier samtidig med at vi tager os godt af os selv, hinanden og vores sted (se vores værdier lidt længere nede). Vi gør det i flok fordi vi er stærkere og klogere sammen, fordi det er sjovere, og fordi det giver meget mere mening at udleve værdier sammen med ligesindede.
Det måske mest særlige ved Storkollektivet Myselium er at vi har fællesøkonomi med fuld indkomstdeling. Det giver et federe fællesskab når vi ikke har hver vores økonomiske interesser, og det giver kollektivet større økonomiske muligheder. Samtidig hjælper vi hinanden fri af utrygheden i at stå alene på arbejdsmarkedet.
Værdierne
Myselium er et ret værdibaseret kollektiv - både med hensyn til hvordan vi gerne vil bo sammen, og hvordan vi gerne vil tage del i vores omverden. Vi gør det ikke (kun) for at have et rart sted at bo.
Vores værdier er:
- Ligeværd
- Fællesskab
- Åbenhed
- Naturbevarelse
- Økonomisk lighed
- Keren for lokalmiljøet
- Mulighed for personlig, aktivistisk, kreativ og professionel udfoldelse
- Konsensus
Ligeværd
Vi tror på alle menneskers lige værdighed. Vi modvirker hierarki og diskrimination. Vi arbejder aktivt på at bevidstgøre os om sexisme, racisme, ableisme og andre måder mennesker undertrykker hinanden på.
Vi er også opmærksomme på det magtforhold der kan opstå mellem gamle og nye beboere og mellem beboere og ansøgere til kollektivet. Vi arbejder for at gøre processer og informationer så transparente som muligt og på 'de nyes' præmisser.
Fællesskab
At vi værdsætter fællesskab, betyder at vi prioriterer samvær, fælles aktiviteter, fællesarealer og samlet handling. Vi bruger meget energi på at koordinere og få alle med, og vi tager os aktivt af hinanden og den fælles stemning.
Én konkret prioritet er liv på gården i hverdagen. Et kollektiv kan let blive en aften- og weekendforeteelse. Myselium er i fuld effekt hele ugen.
Åbenhed
Åbenhed er en forudsætning for tillid og for ægte fællesskab. Vi vil være åbne både indadtil overfor hinanden og udadtil overfor verden.
Åbenhed betyder blandt andet at man ikke kan holde ting som påvirker kollektivet, for sig selv. Vi snakker om de svære ting og vokser sammen. For eksempel på vores daglige check-ins og vores ca. kvartalslige evalueringer.
Naturbevarelse
Vi drømmer om naturgenopretning på vores jorde som er ideelle til netop det. Et levende, mangfoldigt land- og vandskab vedligeholdt af græssende dyr.
Samtidig sparer vi på naturgrundlaget ved at forbruge mindre. Vi lever i vidt omfang vegetarisk og køber hverken kød eller fisk. Vi dyrker og skralder meget af vores mad. Og vi bygger og renoverer med genbrugs- og naturmaterialer.
Økonomisk lighed
Ingen lighed uden økonomisk lighed. Vi vil ikke videreføre omverdenens vilkårlige fordeling af økonomiske privilegier indeni kollektivet. Og vi vil ikke skelne mellem lønarbejde og alt det andet arbejde der skal til, for at få et fællesskab til at trives.
Blandt andet derfor praktiserer vi fællesøkonomi med fuld indkomstdeling, ligesom vi deler langt de fleste materielle goder. På den måde bliver alle rigere, samtidig med at vi forbruger mindre som samlet gruppe.
Keren for lokalmiljøet
Myselium må ikke lukke sig om sig selv. Vi sender tråde ud til både naboerne på vejen, kollektivmiljøet på Sydfyn, de lokale kulturhuse, kommunen og mange andre under parolen 'anti-boble'.
Med Mystival, byggefestivaler, åben havegruppe og solhvervsceremonier bl.a. inviterer vi indenfor på forskellige måder og øver os hele tiden i at balancere mellem gæstfrihed og tryg intimitet.
Mulighed for personlig, aktivistisk, kreativ og professionel udfoldelse
Kæmpe køkkenhave. Politisk aktivisme. Kooperativ karriere. Subversiv litteratur. Katte. Mysserne har mange forskellige interesser, og det støtter og skaber vi plads til.
Vi har højt til loftet, men vi trækker en grænse for den personlige udfoldelse der hvor den tærer på kollektivets trivsel eller går kraftigt imod vores øvrige værdier.
Konsensus
Noget af det vi har arbejdet allermest på, er vores mødekultur. Vi træffer store og små beslutninger sammen hele tiden, og vi gør det med konsensus som pejlemærke.
Vi benytter ofte den sociokratiske samtykkeproces som hjælper os med at finde det fælles tolerancerum hurtigt og retfærdigt. Men vi praktiserer også do-ocracy: Man kan gøre hvad man vil, så længe det let kan gøres om.
𓄜
Hvis du har læst med helt hertil, kan du måske tænke at det lyder som meget høje idealer og lidt urealistiske at leve op til. I praksis går vi frem i et tempo vi kan holde til, og vi slår ikke hinanden i hovedet med værdierne. Omsorgen for individet og fællesskabet står på lige fod med de værdimæssige ambitioner. Vi er også fuldt bevidste om at vi på mange punkter starter fra et meget lavt niveau.